Kærlighedsdigt: eksempler

Du er den, der husker, hvordan jeg drikker kaffen. Du er den, der ved, hvornår jeg lyver om, at jeg har det fint. Du bliver alligevel siddende ved bordet, og du spørger igen om lidt. Jeg er ikke god til at sige det højt. Du ved det godt, og du lader mig slippe. Men i dag skriver jeg det ned, så det står der, også når jeg tier. Jeg elsker dig. Ikke som i film, men som i tirsdag aften, opvask og radio. Det er den slags, der holder, og det er den slags, jeg vil have med dig.

Tre år siden du kom for sent til vores første date, og jeg var ved at gå, og du ved det godt. Heldigvis blev jeg stående et minut mere. Det minut har jeg tænkt på lige siden. Du er stadig for sent på den. Jeg venter stadig gerne.

Du lægger dine iskolde fødder på mig, hver eneste nat, og jeg siger ikke nej. Jeg brokker mig lidt, og du griner og ved, at jeg ville savne dem, hvis de blev et andet sted.

Hver august ror vi ned ad den samme å, og vi bruger næsten ingen ord. Om aftenen slår vi teltet op og får kaffe over bål ved et alt for lille bord. Du siger det ikke, du rækker en hånd. Du varmer bilen op på en frostklar dag. Det er sådan, du binder de vigtigste bånd. Du har aldrig gjort følelser til en stor sag. Om tyve år ror vi måske ikke mere, og kanoen hænger under taget på vores hus. Men jeg vil stadig ingen andre steder være end over for dig med to dampende krus.

Jeg kender køreplanen udenad nu. Fredag klokken sytten fireogtyve fra Aalborg, tre timer og lidt, og så står du på perronen med den samme jakke og den samme utålmodighed. Vi har fået to dage om ugen i halvandet år. Det lyder som for lidt, og det er det også. Men der er ingen søndage, vi spilder, og ingen aftener, hvor vi ser fjernsyn hver for sig. Jeg har lært at pakke en taske på syv minutter. Du har lært at have mælk i køleskabet om fredagen. Det er små ting. Det er ikke små ting. Til august stopper toget. Så er der én adresse og én vasketøjskurv, og du får mig at se på en almindelig tirsdag. Jeg glæder mig mest til tirsdagene.

Vi sagde begge to for meget i går. Du sov på sofaen, og jeg sov ikke. I morges stod der kaffe til mig alligevel. Vi behøver ikke tale om det. Jeg ville bare sige, at jeg så det.

Du har mistet tre par nøgler på et år, og du sværger hver gang, at det er sidste gang, det går. Jeg har fundet dem i fryseren og i en sko, og jeg leder gerne igen, det kan du tro. Der er rod omkring dig, og det er ægte rod, og det burde gøre mig gal, men du er for god. Jeg kunne blive vred, og jeg havde haft ret, men du griner, og så slipper du alt for let. Mist du bare nøglerne igen og igen. Du finder altid hjem, og det er nok, min ven.

Du kigger for længe i spejlet for at se noget, jeg aldrig har lagt mærke til. Jeg ser en, der stadig gør præcis, som hun vil, og som får hele køkkenet til at le. Vi er blevet gamle nok til at holde i hånd på en helt almindelig tur ned ad vores vej. Jeg behøver ikke sige noget til dig, for du ved det. Og det er det stærkeste bånd.

For ti år siden slæbte vi en sofa gennem en dør, der var to centimeter for smal til os to. Vi skændtes på trappen, som vi aldrig har gjort før, og bagefter sad vi på gulvet og fik ro. Nu har vi boet her i ti hele år, og vi har malet køkkenet gult og så hvidt. Der er mærker i karmen, hvor juletræet står, og en plet på gulvet, som helt sikkert er dit. Jeg kender lyden af dig på en almindelig dag, nøglen i låsen, og hvor du sætter dig hen. Det er ikke stort, og det er ikke en sag, men jeg lytter efter det, hver gang igen. Jeg ved ikke, hvad der ligger ti år frem, og jeg lover ikke noget, det ligner ikke mig. Men jeg slæber gerne en sofa mere hjem, hvis den skal op ad trappen sammen med dig.

Du snorker, og du gør det hele natten, og du påstår hver morgen, at det var katten. Jeg har prøvet at flytte mig til et andet sted, men jeg sover bedst, når du snorker med.

Du kommer hjem klokken kvart over syv, og du lugter af sprit og af et helt andet døgn. Du siger ikke noget om, hvad der er sket. Det gør du aldrig de første timer. Jeg trækker gardinerne for og laver æg. Du sover til middag, og huset er stille. Når du vågner, er du dig igen, og så fortæller du måske lidt af det. Jeg elsker den, der går ind ad døren klokken syv, lige så meget som den, der vågner ved middagstid.

Jeg havde planer om en klippe og et hav, om solnedgang og alt, hvad den slags gav. Så stod du i køkkenet med dej på din hånd, og jeg spurgte dig der, uden ring og uden bånd. Du sagde ja, mens ovnen stadig var tændt, og resten af den aften blev fuldstændig vendt. Vi glemte maden, og den brændte lidt på, og vi blev siddende på gulvet og lod tiden gå. Nu skal der vælges en dato og en sang, og din mor har haft en mening hele vejen lang. Lad dem om det hele. Jeg har fået mit svar, og siden den aften i køkkenet har jeg været klar. Til sommer siger vi det højt et andet sted, med alle dem, vi holder af, tæt på og med. Men det vigtigste blev sagt helt uden store ord, i et køkken med mel og et rodet bord.