Guldbryllupsdigt: eksempler

I mødtes til et bal i femogtres. Hun havde en kjole, han havde et mod, han lånte. I dag sidder børn og børnebørn til bords, og alle ved, hvor længe kærlighed kan holde. I har haft år, hvor pengene var små, og år, hvor sommeren var lang og lys. I har begravet nogen, I holdt af, og I har stået sammen uden mange ord. Guld er tungt. Guld holder til det hele. Det gør I også, det har I bevist. I dag er der lagkage, sang og tale, og vi er taknemmelige for, at I er her, til sidst.

Femti år, og stadig samme stol ved vinduet. Stadig samme kaffe klokken ti. Stadig samme hånd, når vejen bliver lidt for stejl. Stadig jer to, og det er fint sådan. Vi børnebørn har lært af jer, at kærlighed er noget, man gør. Ikke store ord, men morgenbord, og en, der bliver, når det bliver svært.

Knud skubbede en cykel hjem en nat, fordi Grethes kæde var sprunget af i går. Hun lo ad ham, men han fik alligevel fat i en hånd, han stadig holder, halvtreds år. Der kom fire børn og alt for lidt plads, og somre i et telt ved Silkeborgs sø. Der kom år, hvor I delte et enkelt glas, og måneder, hvor sneen ikke ville tø. I har mistet mennesker, I holdt af, og I har talt jer gennem tunge ord. I har givet mere, end et langt liv gav, og altid haft en plads mere ved jeres bord. Nu er håret hvidt, og hænder ryster lidt, og trappen op til soveværelset er stejl. Men I går den, som I altid har, skridt for skridt, og ingen af jer går den nogensinde selv.

Inger, du har holdt en hverdag i gang. Poul, du har fyldt den med musik og sang. Halvtreds år er ikke bare mange dage, det er to, der aldrig ville have dem tilbage.

I haven står en låge lidt på skrå, og Egon har i tredive år lovet at se på den. Ruth har luget bedet, mens han har gjort det, han kalder tilsyn. Det er altid kort. Men når hun har ondt i ryggen, står han op og henter både pude, pille og en kop. Han har gjort det i halvtreds år med flid, og det er kærlighed, når man ser det over tid. I dag er der guldbryllup, kage og en sang. Lad lågen stå på skrå en allersidste gang. Skål for Ruth, der holder haven og jer to, og skål for Egon, der maler, når han får ro.

Der er ikke så meget at sige om halvtreds år. De blev til, mens I passede jeres arbejde, hentede børn, betalte regninger, sov for lidt. Ingen af jer nåede at lægge mærke til det. Nu sidder Bodil i den samme stol som altid, og Aage kommer ind med to kopper uden at spørge. Det er sådan, halvtreds år ser ud. Ikke store ord. To kopper, og en, der husker.

Vi lærte det af jer, ved jeres bord, at kærlighed er noget, man må gøre. Ikke store følelser, men høre efter, hente, blive, sige ord. I skændtes om en rute og et kort, og grinede ad det bagefter, hver gang. I holdt en vinter ud, der blev for lang, og bar den, uden at gøre noget stort. I dag er der guld, og vi er ikke små, og vi står her med vores egne hjem. Alt det, I gav os, tog vi med os frem. Tak, fordi I blev, og bliver ved at stå.

Der var dans i Rønne, tæt ved havnens kaj, og Villy turde spørge Ellen først i maj. Hun sagde ja til dansen, ikke mere end det, og siden har I danset hvert et andet sted. Så kom der børn, og stuen blev for trang, og radioen spillede kun en enkelt gang om ugen, når I havde ryddet bordet af, og tog en enkelt dans, som aftenen gav. I dag er benene ikke, hvad de var, men musikken spiller, og I er stadig et par. Vi rydder gulvet, henter pladen frem, og danser jer et halvt århundrede hjem.

Jeg har kendt jer, siden Hans gik ud med båd, og Tove ventede og aldrig viste gråd. Der var storme, der var nætter uden fred, hvor hun sad op med lyset og blev ved. Så kom der børn, og huset blev for småt. I byggede til, og siden gik det godt. Der stod altid en ekstra tallerken frem, for ingen gik fra jeres køkken sulten hjem. I har fulgt hinanden gennem alle slags vejr, og I har mistet nogen, I holdt kær. I har tiet sammen, når der intet var at sige, og latteren har fået tårerne til at vige. Halvtreds år er ikke bare tid, der går. Det er to, der bliver ved, når stormen står og river i det hele, som den plejer. I dag har I det guld, som ingen ejer.

Lis og Børge, halvtreds fælles år, to kopper kaffe, én avis, ét bord. I bruger sjældent nogen store ord. I ser bare på hinanden og forstår.

I fyrre år stod Frode bag en disk med rullepølse, salt og røget fisk. Esther kendte alle kunderne ved navn, og hvem der kom i butikken mest af savn. Butikken blev til andet, og I fandt et sted, hvor haven og et drivhus fik jer med. I står stadig op, som var der noget at nå, for begge to er vant til tidligt at stå. I dag er butikken lukket, men I er her, og hele familien sidder rundt og ler. Halvtreds år er mange varer, mange ord, og det bedste blev tilbage ved jeres bord.

De sagde nej til sal og til orkester. Anna ville hellere have haven og de nærmeste, og Jørgen ville helst ikke holde tale. Så det blev telt i haven, kage, femten mennesker. Halvtreds år kan fejres stille. Det, der skal siges, er sagt hver eneste dag, i en kop kaffe, i en dør, der bliver holdt, i to par sko, der altid står ved siden af hinanden.