Digt til mor: eksempler

Du stod op før os alle sammen, og du gik i seng, når køkkenet var tomt. Vi tænkte ikke over det dengang. Det gør vi nu. Du kørte til håndbold i regnvejr. Du sad med lektier, du ikke selv forstod. Du sagde, det var fint, når det ikke var fint, for at vi kunne sove roligt. Tak, mor. Du fik os herhen. Vi ved godt, hvad det kostede dig.

Mor har en plan, og mor har en pose med. Der er altid noget i posen, man får brug for. Paraply, plaster, en banan, en snor. Vi griner ad det, og vi tager imod. En dag står vi selv med en pose i hånden og forstår, hvor det kommer fra.

Du plantede roser i sandet bag et hegn, hvor alle var enige: her kan intet gro. Du passede dem gennem blæsevejr og regn, og nu står de gule og lyser i ro. Vi sad på din trappe med kaffe og kage, mens solen bag hækken gik langsomt ned. Du fortalte om somre fra dine unge dage, og ingen af os ønskede et andet sted. Du viste os, hvordan man holder på modet, når stormen slår ind over marker og hav. Nu mærker vi noget af dig i blodet, og det er den bedste af gaver, du gav. Tak, mor, for alt det, du satte til side, for timer og kræfter, der aldrig blev talt. I dag skal du høre det, du burde vide: du er den, vi skylder for næsten alt.

Du ringer om søndagen, altid ved fire. Du spørger om vejret, og hvordan vi har det. Vi taler om ingenting i et kvarter. Det er de bedste minutter i min uge.

Mor har fået en gps i sin bil, men mor har sin egen bestemte stil. Den siger til venstre, men mor siger nej, for mor har i tredive år kendt sin vej. Vi sidder bagi, og vi holder vor mund, for mor har som regel en udmærket grund. Og ganske rigtigt, vi kommer da frem, mens stemmen har opgivet vejen hjem.

Der står stadig en stol ved dit køkkenbord, og kaffen er varm, når jeg kommer forbi. Du siger ikke meget, men jeg er fri for at sige det hele, og du tror på mit ord. Vi taler om huset og kommende år, om alt det praktiske, ingen vil nævne. Du siger, du stadig har kræfter og evne, og jeg siger ja, selv om tvivlen består.

Du kom hjem, når vi stod op, og du sov, mens vi gik i skole. Vi lærte at lukke dørene stille og hviske i køkkenet til middag. Du havde altid kolde hænder og en lugt af sprit i tøjet. Du fortalte aldrig, hvem der døde om natten. Du lavede havregrød og satte dig ned. Vi forstod det ikke dengang, at du bar to vagter hjem: den på afdelingen og den hos os. Du klagede aldrig over nogen af dem. Nu er du holdt op, og huset er stille. Du sover om natten som alle andre. Vi håber, du ved, hvor mange der sov trygt, fordi du blev vågen for dem.

Du samlede os op, hver gang vi faldt, og du holdt aldrig regnskab med alt. I dag står vi selv på vor egen grund, og det skylder vi dig, hver eneste stund.

I mors fryser står der bøtter fra 2019. Der står ikke på dem, hvad der er i. Mor ved det godt. Vi tør ikke spørge, og vi spiser det alligevel.

Du lærte os alle sammen at gå på isede fortove, da vi var små. Nu står der en ny med en hånd i din hånd, og hun trækker af sted i det samme bånd. Hun kalder dig mormor, du kalder hende skat, og I bliver i haven fra morgen til nat. Du viser hende bær, du kan huske hvert navn, præcis som du gjorde, da jeg sad på din favn. Jeg står ved mit vindue og ser på jer to, og noget fra dengang får lov til at gro. Tak for den barndom, du gav mig engang. Nu gør du det om, og det lyder som sang.

Der lugter af gær i hele dit hus, når lørdagen endelig kommer i gang. Du synger lidt falsk til den samme sang, og radioen kører med knitren og sus. Vi fik lov at ælte med melede hænder, og bollerne blev nogle skæve og små. Du sagde, at sådan må boller godt stå, og det er en regel, jeg stadig godt kender. Nu står mine egne og ælter med mig, og melet er lige så hvidt på mit bord. Jeg giver det videre, mor, ligesom dig, og det er den fineste arv uden ord.

Du var femogtredive, da du begyndte forfra. Bøgerne lå ved siden af aftensmaden. Vi skulle være stille hver aften. Vi forstod det ikke dengang. Du læste til eksamen med maskinen i gang. Du græd en enkelt gang i oktober. Så tog du dine noter frem igen og fortsatte, hvor du slap. Du bestod, og du fik det arbejde, du ville have. Du sagde ikke ret meget om det. Men du gik anderledes gennem entreen, og det kunne vi godt se. Nu er vi selv voksne og bange for at starte. Så tænker vi på et køkkenbord i Vejle, en kvinde med en lærebog og kold kaffe, og så gør vi det alligevel.