Begravelsesdigt: eksempler

Der er en stol i køkkenet, som ingen sætter sig i nu. Der er en kagedåse, som ingen fylder. Du var det sted, familien samledes, og nu skal vi lære at samles uden dig. Du blev tooghalvfems år, og du klagede aldrig. Du blev ved med at spørge til alle andre. Du huskede navne på oldebørn, du kun havde set to gange, og du huskede, hvad de kunne lide. Vi tager dine opskrifter med os. Vi tager din tålmodighed med, hvis vi kan. Tak, farmor. Sov godt. Du har fortjent at hvile.

Du gik alt for hurtigt, Henrik, og alt for tidligt. Vi nåede ikke at sige det, vi gik og gemte til en anden dag. Sådan går det, når man tror, der er tid. Du var den, der ringede først. Du var den, der huskede at spørge. Nu er det os, der må huske det for dig. Tak for alle årene. Vi savner dig allerede.

I haven hjemme står din stol, og roserne får stadig sol. De blomstrer, som du lærte dem, men ingen bærer buketter hjem. Klokken tre var kaffen klar, uanset hvem der ellers var. Du spurgte lidt og lyttede mest, og altid var der plads til en gæst. Nu skal vi lære huset tomt og gå igennem stuen langsomt. Tak, mor, for hver en åben dør. Vi savner dig, som aldrig før.

Tak, far, for hver en rolig hånd. For alt det tunge, du bar uden ord. Vi lægger blomsterne ved dig i dag og tager stilheden med hjem.

I fireoghalvtreds år var vi to, i medgang, modgang, larm og ro. Vi delte hus og bord og seng og æbletræer i vores eng. Hver torsdag sang du med i kor, og jeg blev hjemme ved mit bord. Du kom med efterklangen hjem og nynnede det sidste frem. De sidste år blev korte, små, og trappen blev for svær at gå. Til sidst holdt du kun i min hånd, og det var stadig samme bånd. Nu går jeg ind i huset her, hvor alting stadig står dig nær. Jeg tænder lyset, sætter mig og siger tak, Bodil, til dig.

Du tog os altid med på hav, og der var plads til alle mand. Nu ligger båden, som du gav, fortøjet ved en tavs strand.

Du talte sjældent, lyttede mest, og fulgte alting med et blik. Du rejste dig, når nogen gik, og fulgte hver en fremmed gæst. Du byggede kasser af gammelt træ, en til hvert barnebarn, du har. De hænger endnu, hvor de var, i æbletræ og under læ. Nu står vi her, en samlet flok, og du er alligevel helt nær. Vi bærer noget af dig her, og enkle ord er altid nok.

Lisbeth boede i nummer otte i toogfyrre år. Hun kendte alle hunde i gaden ved navn, og hun vidste, hvem der var syg, længe før nogen sagde det højt. Ingen havde bedt hende om det. Hun bar bare posen op til tredje sal, og hun huskede at spørge dagen efter. Nu står hendes vindue mørkt om aftenen, og gaden er blevet en anden gade.

Vi voksede op på samme gård, i samme værelse, vi to. Vi delte alt igennem år og skændtes os til fælles ro. Du valgte kitlen, ren og hvid, og tog den tunge nattevagt. Du gav de fremmede din tid og hørte, hvad der aldrig blev sagt. De sidste to år vendte om, og vejen blev til sidst for svær. Du klagede ikke, når vi kom, og bad os bare blive nær. Jeg kører stadig forbi din dør og standser op et øjeblik. Jeg gør det, som jeg gjorde før, og løfter hånden i et nik.

Vi siger tak for alle år, for alt det gode, der består. Vi lægger vores blomster ned og ønsker dig den dybe fred.

Der er ting, vi aldrig fik sagt, og dage, vi regnede med. Nu står vi her helt uden magt, i en stilhed uden fred. Du blev kun toogtredive år og nåede aldrig rigtig hjem. På klubbens væg din trøje står, og drengene har sat den frem. Vi løber ud, som vi har gjort, og savnet løber med os her. Din tid hos os blev alt for kort, men du er stadig holdet nær.

Du stod op klokken fem præcis, og kaffen kogte på din vis. Du listede i mørket ud og lukkede døren uden lyd. Du var murer i fyrre år, og mange mure her består. Du satte selv den første sten til huset her, på egne ben. Om søndagen gik turen ud til vandet, uanset regn og slud. Vi gik i tavshed side om side, og mere skulle vi ikke vide. Det sidste år blev hænderne små, og værktøjskassen fik lov at stå. Du spurgte stadig til vores hus, til tag og fuger, kalk og grus. Tak, far, for hver en tidlig dag, for hvert et hus og hvert et tag. Vi går den samme vej, du gik, og husker dine rolige blik.