Digt til far: eksempler

Du siger ikke så meget, far. Du kommer bare, når bilen ikke starter. Du står der med værktøj og en kop kaffe, og så virker den igen, og du kører hjem. Du har aldrig sagt de store ord. Du har bare været der hver gang. Det har vi forstået med tiden, og det er mere værd end taler. Tak, far. Vi har lært mere af dig, end du selv tror.

Far har tre regler: kom til tiden, sig sandheden, og fyld benzin på, før den er tom. De har holdt hele vejen. Vi følger dem stadig, mest. Og vi tænker på dig, hver gang vi ikke gør.

Du sejlede ud, når vi andre sov, og kom hjem med torsk og med saltede hænder. Du sagde, at havet har sin egen lov, og at havet er noget, man aldrig helt kender. Vi sad i din jolle og frøs på en tofte, mens du hev i en snøre og ikke sagde et ord. Du talte kun sjældent, men det skete ofte, at vi lærte det meste af dig om bord. Nu ligger din båd ved den yderste bro, og du går på molen og ser ud på vand. Du siger, det passer dig fint med lidt ro, men vi ved godt, hvor lidt du er lavet til land. Vi tager dig med, når vejret er til det, og du sidder ved roret, så længe du kan. Du peger på strømmen, du kender hvert sted, og så er du atter den samme mand.

Ingen andre må røre grillen. Far vender kødet med en tang og et blik. Vi må gerne dække bord og hente øl. Sådan har det været i tredive år.

Far måler to gange og saver én gang, og reglen har holdt i et halvt hundrede år. Han fløjter en tone, der ikke er sang, mens savsmuldet lægger sig hvidt i hans hår. Han bygger en gynge, et bord og en bro, og alt, hvad han laver, står stadigvæk fast. De ting, han har rørt, får en anden slags ro, for far har aldrig lavet noget i hast.

Du glemmer nu navne, men aldrig en vej, du kører til Struer helt uden et kort. Du husker hvert sving, og du husker det stort, og resten skal vi nok stå klar med hos dig. Vi taler om biler, om fisk og om vejr, og det er de samtaler, vi altid har haft. Du spørger igen, og du spørger med kraft, og jeg svarer igen, for du er mig kær.

Dit vækkeur ringede klokken fem, og du gik ud i mørket med madpakken. Vi vågnede af døren og sov videre. Vi vidste, du kom hjem igen om aftenen. Du havde mørtel i fingrene og støv i håret. Du drak en kold øl og satte dig ned. Du spurgte, hvordan det gik i skolen, og du hørte faktisk efter svaret. Du sagde aldrig, at du var træt. Du sagde, at arbejde er noget, man gør. Vi troede, det var en selvfølge. Det var det ikke. Nu står husene stadig i Esbjerg, og murene står lige, som de skal. Vi går forbi dem og siger ingenting, men vi ved godt, hvem der har bygget dem.

Du lærte mig tidligt at holde mit ord, at møde til tiden og rydde mit bord. Det lyder som småting, men småting er alt, når man tæller det op, som du har fortalt.

Far laver kaffe, der kan bære en ske. Han siger, at sådan skal kaffe smage. Ingen af os er enige. Vi drikker den alligevel, hver gang.

Du løb ved min side på grusvejens kant, med hånden helt fast på min saddel og ryg. Jeg troede, du holdt, og jeg følte mig tryg, og først bagefter så jeg, hvad der var sandt. Du slap uden varsel, du slap uden lyd, og jeg kørte videre, helt uden at ane. Da jeg vendte mig om, gik min skræk over i fryd, for du stod og vinkede midt på min bane. Du gjorde det samme med alt, hvad du gav, du holdt, indtil jeg kunne stå på egen grund. Så trådte du væk i et stille sekund, og du bad aldrig siden om tak eller krav.

Fars hæk bliver klippet med snor og med stål, og linjen er lige, det er hele hans mål. Naboens hæk vokser vildt og forkert, og det har far aldrig fået accepteret. Vi driller ham med det, hver gang vi kommer, og hækken er lige igen næste sommer. Far hører os godt, og far griner lidt med, men snoren bliver hængende samme sted. En dag står vi selv med hans saks i vor hånd og klipper den efter hans snor og hans bånd. Den bliver nok skæv, men vi gør det med flid, og far vil nok rette den, når han får tid.

Vi gik i Rold Skov hver eneste søndag, uanset om nogen af os havde lyst. Du sagde, at vejret aldrig er en grund. Vi brokkede os i to kilometer. Så holdt vi op med at brokke os, fordi der ikke var nogen, der hørte efter. Du gik foran med hunden og din stok, og vi begyndte at tale om andre ting. Det er der, jeg har fortalt dig det meste: om karakterer, om kærester, om job. Aldrig ansigt til ansigt, altid ved siden af, mens grusstien knasede under os. Nu ringer jeg, når noget skal siges, og går en tur, mens vi taler sammen. Det er stadig lettere at få det hele sagt, når man går i den samme retning.