Bryllupsdigt: eksempler

I mødtes ved et bord med stearinlys, og ingen af jer vidste rigtig hvad. I dag står I her, uden tvivl, uden gys, og byder hele salen på en glad og våd fadøl. De første år var kasser, kaffe, flytterod. En lejlighed med skæve gulve og et bruskort. I grinede jer igennem, det var godt, og hver en hverdag gjorde huset lidt mindre tomt. I dag får ringen plads på Sofies hånd. I dag får Mads et ja, der holder ved. I knytter mere end et smykkes bånd, I knytter jer til hinandens fremtid, sted for sted.

Sand mellem tæerne, vinden gik fri, og præsten holdt fast på sit papir. I sagde ja med havet forbi, og måger klappede, som var det jer, de gav applaus. I har prøvet storm, og I har prøvet stille. I dag er der kun sol og salt og jer. Det, I lovede, er ikke bare en lille sætning. Det er hver en dag, der kommer her.

Anne fandt en mand, der husker hendes te. Jesper fandt en kvinde, der ler ad hans vits. I to har fundet noget, mange skal lede efter, og i dag får resten af os lov at se det. I deler opvask, ferie, regninger og seng. I deler også alt det, ingen andre ser. I dag er der musik, og gulvet er for trangt, for alle vil ud og danse, når I ler.

Lars glemte sine nøgler, Mette fandt dem i en sko. Sådan har det været, siden I blev to. Lars taler højt, og Mette ler ad hvert et ord, og derfor sidder vi så glade her ved bord. I mødtes på en trappe i en kollegiegang, hvor musikken var for høj og natten alt for lang. I dag har I et køkken, der er lidt for småt, men ingen laver mad, der smager halvt så godt. I dag får I ringe, i dag får I et ja, og alt det, I har bygget, skal ingen tage fra. Jeg ønsker jer en hverdag med latter og med larm, og altid en, der rækker jer en trøstende arm.

Emma greb en åre, Frederik tog fat, og båden fandt sin retning samme nat. I dag er det et løfte, I skal ro. Må vandet altid bære jer som to.

Ida mødte Kasper på en vinternat, hvor gangen var for lang og kaffen mat. Han bar de sidste journaler ind for hende, og noget begyndte, som ingen kunne vende. Nu deler I en kalender og et hjem, hvor vagterne bestemmer, hvornår I ses igen. I har lært, at kærlighed kan vente lidt, men aldrig gå i stykker, når det er slidt. I dag er der ingen vagt, kun sang og kor, i dag får løftet plads ved festens bord. Må I altid have nogen tæt ved jer to, der bærer bunken, når I selv skal have ro.

Her ligger marker, hegn og lavt, fladt land, og vinden kommer altid ind fra vest. I har holdt en gård og en hverdag i stand, og i dag er der brudepar og fest. Line kom fra byen med en kuffert og med mod, og lærte, hvad en morgen koster her i tid. Rasmus lærte, at en dag først bliver god, når to deler både kaffen og en strid. I har kendt år, hvor regnen ikke kom, og år, hvor laden knap kunne rumme alt. I blev ved. I vendte aldrig om, og derfor har I holdt, når andre faldt. I dag får jeres hverdag ord og bånd. I dag står præsten frem, og klokken slår. Må stormen aldrig rive jeres ånd, og må I høste sammen mange år.

Et telt på skrå, en våd og kold juninat. Camilla lånte Jonas' regnjakke og hans hat. I stod i mudder til langt over jeres sko, og gik derfra som venner, og siden hen som to. Nu har I en altan, et køkken og en hund, der tygger jeres sko i en uopmærksom stund. I rejser stadig ud med rygsæk og med ven, men det bedste er at komme hjem igen. I dag er der ingen mudder, ingen regn, kun kirkegulv og lys og gode tegn. Vi ønsker jer et liv med telt og tag, og mange år, der ligner denne dag.

I var begge halvvejs igennem et liv, da I mødtes ved et busstop i Aalborg. Ingen af jer ledte efter noget mere. Alligevel blev I stående og talte. Nu er to hjem blevet til et, fire børn skal lære hinandens vaner, og køkkenbordet er blevet længere. I dag siger I ja, og det er præcis nu.

Maja fandt en mand, der laver kaffen først. Nikolaj fandt en, der slukker al hans tørst efter gode ord, for latter og for ro. I dag bliver et løfte givet mellem to.

Vi husker Anders lille, fem, måske seks år, med sand i håret, skrammer på et knæ. Nu står han her, en mand, vi knap kan se som drengen, der løb barfodet i går. Louise kom i huset som en gæst, en søndag i maj med blomster i sin hånd. Nu er hun familie, nu er hun et bånd mellem os og ham. Nu er hun vores. Det er bedst. I har delt en lejlighed, der ikke var stor, I har flyttet kasser op ad mange trin. I har lært, at hverdagen ikke bliver fin af sig selv. Den bliver bygget, ord for ord. I dag står I med ringe foran alle, som forstår. Og vi sidder her og bliver dybt rørt. Vi har givet jer det bedste, vi har gjort. Resten skriver I selv, år for år.

Trine kom for sent til sin egen prøvemiddag. Peter havde regnet med det og bestilt en ekstra ret. Sådan har I fordelt det mellem jer i ni år: hun kommer med farten, han kommer med planen. I dag skal ingen af jer nå noget. Der er kirke klokken to og kage bagefter, og hele salen ved, hvorfor I passer sammen. Bliv ved med at komme for sent til alt andet end hinanden.